Klumme i Nordfalsters Avis

Klummer fra Nordfalsters Avis


April 2020


Forsikring af kæledyr.

 

En sundhedsforsikring er i modsætning til en ansvarsforsikring ikke lovpligtig. Den lovpligtige ansvarsforsikring dækker primært udgifter som din hund forårsager på andre mennesker eller deres ting. En sygdomsforsikring dækker uforudsete udgifter til dyrlæge i forbindelse med ulykker og sygdom.

I nogle tilfælde kan aflivning af kæledyr være nødvendigt fordi ejeren ikke har økonomi til behandling, hvis der opstår akutte uheld eller sygdom. Når den akutte situation opstår på klinikken, kan det være svært at tage den rigtige beslutning når man skal holde økonomi ved behandling op mod afskeden til et elsket kæledyr. Mange har svært ved, at sige at det har de ikke økonomi til – alle vil det bedste for deres kæledyr.

 

Prisen på forsikringen afhænger blandt andet af hvilken race man har, hvor man bor og hvad man bruger sit dyr til. Det er en god ide at undersøge forskellige forsikringsudbydere da forsikringerne kan være bygget forskelligt op og prisen varierer meget. Hos nogle forsikringer skal man tilmelde dyret når de er helt små, andre dækker kun til en vis alder, andre har stor selvrisiko – så tjek de forskellige forsikringer ud. På nettet kan man finde skema, hvor de forskellige forsikringer er sammenholdt. Her kan du finde den forsikring der passer til dit dyrs behov.

Tak fordi du læste med.

Marts 2020

 

De ældre dyr.


Det er meget forskelligt fra dyr til dyr, hvornår de betegnes som senior og symptomerne kommer snigende – så det er vigtigt at holde godt øje. Nogle af disse symptomer kan være ømhed og stiv gang, ændret adfærd, ændret tissemønster, træthed, hoste, gråfarvning af øjet, knuder der vokser og mistet appetit.

Ældre dyr er mindre aktive og bliver nemmere overvægtige. Overvægt nedsætter dyrets lyst til motion, belaster led og hele hjertekar-systemet og øger risiko for urinvejsproblemer. Så vej den altid når du er ved dyrlægen og hold den i god form. Aktiver dit dyr - måske også på andre måder end du plejer.

Mange ældre dyr får dårlige tænder. Hvis man regelmæssigt får kigget sit dyr i munden – især på kindtænderne, kan man afhjælpe inden der kommer stor smerte og nedsætte infektionsrisikoen.

Nogle seniorproblemer kræver en blodprøve, så man kan holde med status på ex. lever, nyrerne og diverse stofskiftesygdomme.

Når man går sammen med sit dyr hver dag kan det være svært at se de små ændringer. Gigt er noget mange dyr får, men det kan heldigvis afhjælpes langt hen ad vejen. Mange bliver overrasket over hvor god effekt kosttilskud og smertestillende har – ”Den vil endda lege igen” siger mange efter behandling er startet op.

Mange synes også det er svært at afgøre, hvornår man skal sige farvel til et kæledyr. Du er altid velkommen til at tale det igennem med din dyrlæge.

Tak fordi du læste med.

 


Februar 2020

 

Øv - en kedelig dag på klinikken.


Det er altid dejligt at møde ejer med deres nye hvalp – alle er så glade. Men en dag i efteråret får jeg besøg af en sød hvalp, hvor historien desværre ender ulykkeligt. Da jeg undersøger hvalpen og hører om købet af hunden – er der straks en klokke der ringer. Hundens race, størrelse og alder passer ikke sammen. Hunden sundhedstilstand er heller ikke helt i top og da jeg får kigget papirerne igennem viser det sig at hunden er importeret fra et land udenfor EU. Når et dyr skal importeres fra et ikke EU-land er der ekstra strenge krav til vaccinationer og karantæne og disse var ikke overholdt. Fødevarestyrelsen kiggede sagen igennem og måtte desværre give et påbud om aflivning. Aflivning indenfor en uge. Den søde hvalpeejer har handlet i god tro, men ulovligt importerede hvalpe fra hvalpefabrikker er desværre et stigende problem. Det viser sig at hundene på disse hvalpefabrikker lever under meget kritisable forhold, hvilket kan give anledning til fejlernæring, adfærdsproblemer og sundhedsproblemer der kan komme til at koste mange penge og stor ærgrelse. I denne triste historie blev politiet og fødevarestyrelsens veterinære rejsehold involveret og forhåbentlig får man stoppet lidt for produktion og salget af disse uskyldige hvalpe.

 

Januar 2020


Katten tisser i mine sko.

 

På klinikken møder jeg ofte frustrerede katte ejer, der fortæller at katten pludselig er begyndt at tisse forskellige steder i huset. Mange katte går på toilettet udenfor og derfor svært for ejer at opfange at der er noget galt. Ændringer som gentagne besøg på bakken, afsætning af mange små tår urin, ændringer i urinen ex. blod, smerte/ubehag ved urinering , sidder længe uden at der sker noget eller tisser/drikker meget, er tegn på at der er noget galt. Når katten skal til dyrlægen kan det være en god ide at medbringe en urinprøve. Undersøgelsen af katten og urinprøven kan sige noget, hvor i urinvejssystemet problemet evt. stammer fra. Den første undersøgelse guider dyrlægen om det er nødvendigt med blodprøve, dyrkning for bakterier eller undersøgelse for krystaller. Da problemet kan opstå af meget forskellige årsager er det vigtigt at udelukke så mange årsager som muligt for at kunne lave en god behandlingsplan. I denne udredning søger dyrlægen svar på om problemet kan skyldes adfærdsproblemer hos katten. Stress, flytning, ny baby, andre dyr i huset eller en ny kat i nabokvarteret kan give anledning til at katten bliver urenlig.

Katte er normalt meget renlig og en afvigelse heraf skal man altid reagere hurtigt på.

December 2019


Nytårsangst


Nogle kæledyr har fobi for høje lyde og især fyrværkeri. Heldigvis for dyrene er det (næsten) begrænset til nytårsaften, men det er vigtigt at forberede sig i god tid inden.

Der er forskellige styrker af fobien og derfor vigtigt at man tilpasser behandlingen til det enkelte dyr.

Symptomerne kan vise sig som dyret savler, halser, ryster, bliver overaktive, hyler, piber, kaster op, afsætter urin, udviser destruktiv adfærd eller bliver helt paniske.

Det er vigtigt at man ikke belønner denne adfærd med ekstra opmærksomhed eller ynk og hermed bekræfter at der faktisk er noget at være bange for. Man skal heller ikke give fyrværkeriet opmærksomhed – hverken begejstring eller nervøsitet. Træk gardiner for og tænd for musikken så lys- og lydindtrykkene ikke er så voldsomme. Gå en lang tur inden skyderiet starter, så hunden er træt – altid i snor, da angsten kan få dit dyr reagere anderledes. Lad aldrig et angst dyr være alene.

Det er meget vigtigt at træne hvalpe til høje lyde, så de får positive oplevelser hermed. Men er angsten opstået kan man forsøge at hjælpe med:

  • Lyd-cd – start i god tid inden nytårsaften samt langsom og positiv tilvænning.
  • Adfærdsregulering med kommandoer som ”rolig”, ”sit” og ”dæk”.
  • Beroligende kosttilskud og feromoner kan gives til alle fobier og optrappes nytårsaften.
  • Medicinering kræver besøg hos dyrlægen for at finde det rigtig til dit dyr. Medicinen virker sløvende og skal gives inden dyret bliver angst.

Nogle typer af medicin mod nytårsangst må kun udleveres ifm. nytår og kræver et besøg klinikken, så kontakt dyrlægen og hør hvordan udleveringsprocedurerne er.

Oktober 2019


Hvorfor skal jeg vaccinere mine dyr?

 

Når dit kæledyr kommer til sit årlige sundhedstjek og vaccination, mindsker man risikoen for nogle alvorlige sygdomme. Fra tid til anden ses udbrud af visse sygdomme i grupper af dyr, der ikke er vaccineret – desværre ofte med døden til følge. Denne sommer døde nogle hunde af hundesyge flere steder i Danmark.

Hvalpe og killinger har antistoffer fra deres mors mælk indtil de er ca.8 uger. Effekten af disse antistoffer klinger af og derfor vaccinere vi for at få dyrene til selv at danne disse antistoffer. Man starter basisvaccinationen når dyrene er ca. 8 uger, igen når de er ca. 12 uger og 3. vaccine gives når dyrene er mellem 8-12 måneder. Katte behøver kun de 2 første vacciner i basisvaccinationen.

Når denne basisvaccination er gennemført skal dyrets immunsystem stimuleres regelmæssigt for at yde tilstrækkeligt beskyttelse fremover.

En vaccine indeholder forskellige komponenter og sammensættes efter dyrets behov. Til hunde anbefales vaccine mod hundesyge, hepatitis, parvovirus, kennelhoste og leptospirose. Til katte anbefales vaccination mod felin viral rhinotracheitis, felin calicivirose (katteinfluenza), chlamydiose, felin panleukopeni og felin leukæmi.

 

Hvis man skal rejse med sit dyr, skal man altid huske rabiesvaccination mindst 21 dage inden afrejse, samt et kæledyrspas. Der findes også andre vacciner, men tal med din dyrlæge om hvad der er relevant for dit dyr.

Tak fordi du læste med.



September


AV – min tand.

 

Hvordan lugter din hund eller kat i munden?

Mange kæledyrsejere opdager først et mundhuleproblem når dyret lugter ildelugtende ud af munden. En sund mund har hvide glatte tænder med et lyserødt fugtigt tandkød og ånden må ikke være ildelugtende. Hunde og katte kan have op til henholdsvis 42 og 30 tænder. Tandsættet hos hunde inkluder 42 tænder og hos katte 30 tænder. God mundhygiejne er vigtig for at undgå generende og smertevoldende tilstande. De fleste hunde, katte og kaniner æder på trods af smerter på grund af deres overlevelsesinstinkt.

Problemer som tandsten, tandkødsbetændelse, mild paradentose, slidte og knækkede tænder ses hyppigt hos dyrlægen. Disse problemer kan udvikle sig til løse tænder, tandbylder og dårlig knoglekvalitet i kæben. Nogle hunde- og katteracer har større risiko for problemer i mundhulen og kræver derfor ekstra omsorg. Hos kaniner skal man være yderligere opmærksom på tænderne da de vokser hele livet. Rigtig fodring er derfor vigtig for at sikre en sund og smertefri mund.

Det er en god ide at træne dit kæledyr til at du kan kigge den grundigt i munden så du kan opdage problemer i tide. Rigtig fodring og regelmæssig tandbørstning, mundhuleundersøgelse og tandrensning er med til at hjælp dit kæledyr.

Tak fordi du læste med.

August 2019


Kattens til ansvar

 

Udbuddet af killinger til fri afhentning er stor i denne periode og internaterne bugner af katte der søger nye hjem. Derfor er det relevant at tale om hvordan vi tager ansvar for vores katte.

Ansvar er bl.a. at neutralisere sine hun- og hankatte. Hunkatten får ægløsning ved parring, så der er næsten 100% succes for killinger ved en parring. Hunkatte kan desuden få flere kuld killinger om året. Som dyrlæge bliver jeg desværre ofte bedt om at aflive disse små uønskede killinger som ikke kan finde nye hjem. Ejere af hankatte har også et ansvar, da kattene bevæger sig over store afstande og her kan møde flere hunkatte på deres vej. Fordelen ved kastration er desuden at hankattene bliver mindre kamplystne og herved nedsættes risikoen for behandlingskrævende sår og bylder.

Samtidig med neutralisation tilbydes man ofte ID-mærkning af kattene. Korrekt ID-mærkning hører med til at være en ansvarlig dyreejer og hjælper med at f.eks. bortløbne katte kan komme hjem igen. På klinikken hører jeg ofte: ”der kom en kat til mit hus og den så sulten ud – så jeg gav den mad” – og fodre man en kat, ja så flytter den gerne ind. Mange har både fået og mistet en kat på den måde.

Man bør også tage ansvar for bekæmpelse af smitsomme og alvorlige sygdomme som f.eks. kattens leukæmivirus og katteinfluenza. Flere af disse sygdomme kan man heldigvis vaccinere imod og derved forebygge yderligere smitte kattene imellem.

Vil du gerne være en ansvarlig dyreejer så tag en snak med din dyrlæge også gerne inden du anskaffer dig en kat, så du kan få den bedste start på et dejligt liv med kat.

Tak fordi du læste med.

 

Dyrlægen giver gode råd.

Jeg har fået den ære at blive klummeskribent i vores lokale avis Nordfalsters Avis.

En gang om måneden vil man kunne læse den lille klumme.

Her tager jeg emner op, som jeg støder på i klinikken.

ÅBNINGSTIDER


Mandag - Onsdag: kl. 8-15

Torsdag: kl. 12-19

Fredag: kl. 8-14

Ulriksdalsvej 3

4840 Nr. Alslev

Tlf.: 42 72 88 44

KONTAKT

© Copyright. All Rights Reserved.